Dag 23

Nu har jeg også fået job i medieovervågningsvirksomheden! Og da jeg allerede er startet hos Dansk Flygtningehjælp, kan jeg vist ikke betegnes som arbejdsløs længere.

Jeg ville egentlig gerne slutte af med et langt indlæg om, hvor svært det er at finde et job, og hvor grundlæggende forkert det er, når politikerne siger, at man sagtens kan. Men det kan vel næppe blive særligt troværdigt, når nu jeg selv lige har gjort det, så det er vist på tide at slutte af.

Tak for opmærksomheden og kommentarerne.

Snaps, sved og stakater

Hvordan fejrer man sin genindtrædelse på arbejdsmarkedet bedre end med masser af snaps? Og hvordan timer man det dårligere end at gøre det dagen før en fysisk krævende arbejdsdag?

Anyway, der er stakater på vej på kontoen!

Re-debut og ringbind

Så fik jeg min re-debut på arbejdsmarkedet. Foldning af flyttekasser, nedpakning af ringbind og så stabling af flyttekasserne. Sikke en fest. På lørdag bliver en endnu større fest, når flyttekasserne skal pakkes ud på en ny lokation, og indholdet skal anbringes på præcis samme måde som før flytningen.

Verden bliver et bedre sted, når alt er digitaliseret. Og jeg skulle være forblevet arbejdsløs.

Fejl og fremgang

I sidste uge dummede jeg mig. Der var blevet ringet fra Post Danmark - selvfølgelig den eneste dag, jeg ikke havde mulighed for at tage telefonen - så jeg prøvede at ringe tilbage, uden held. På trods af, at jeg blev ved med at ringe, og endda lagde beskeder på telefonsvareren, var det nu umuligt at få fat i dem. Da jeg så endelig fik fat i vedkommende, der havde haft ringet, havde vi os en (i hvert fald indledningsvist) ret vellykket telefonsamtale om mulig ansættelse. Lige indtil vedkommende spurgte om mine fremtidsplaner, og jeg trådte i spinaten. Jeg ville jo gerne sige noget, der kunne få mig til at fremstå seriøs og troværdig, så jeg fortalte, at jeg satsede på at starte på Journalisthøjskolen til sommer. "Den ligger da i Århus, gør den ikke?" Jo, og så var der ikke så meget mere at snakke om. For i Post Danmark har de åbenbart så mange ansøgere for tiden - til jobbet som lørdagsomdeler! - at de kun ansætter folk, der er indstillet på at arbejde der i mindst et år.

(Apropos Post Danmark, så skal man huske, at når man sender en ansøgning med posten og derfor bruger en stor konvolut, skal man bruge mere end ét almindeligt frimærke. Ellers kommer der bøder, som man ikke har råd til at betale...)

Det var en dum fejl fra min side - jeg glemte at lyve! - men meget lærerig. Så jeg havde mere styr på, hvad jeg lukkede ud til samtalerne i dag. Måske derfor har jeg nu fået et job som phoner for Dansk Flygtninghjælp og er godt på vej til - tror jeg selv - et job som nyhedsresumist i medieovervågningsvirksomheden. Så nu skal jeg nok snart få et liv og holde kæft her på bloggen!

Klar til jobsamtale

Så er den store dag kommet. Jeg har fjernet skægget. Regner med, at jeg får et job, nu hvor jeg er velsoigneret!

Med nød og næppe

Jeg var i dyb krise her til morgen.

Først kom pakkeposten med de to famøse jazzede Tuborg-tasker, der viste sig i dén grad at leve op til mit prædikat "skrammel". Det er et usselt materiale og et mindst lige så mislykket design. Man kan folde tasken lidt ud, hvorefter der er plads til seks øl. Og så har vi endda fået to af dem. Altså tasker - for hvis det bare øllene, ville det være langt bedre! Hvis ikke det var fordi, jeg er på randen af bankerot, ville jeg med glæde betale folk penge for at komme og fjerne dette skrammel fra mit åsyn og min bopæl. Magen til bras skal man sgu' lede længe efter. Og sikken misbrug af det flotte ord 'jazz'.

Derefter genoptog jeg dybt nedslået jobsøgningen. For at få en form for overblik, lavede jeg en oversigt over de jobs, jeg har søgt, og hvad der var status. Det viste sig, endnu mere nedslående, at jeg havde søgt ikke mindre end 29 jobs - uden udbytte. Og, om muligt endnu mere nedslående, kunne jeg konstatere, at dette resultat var på trods af, at jeg havde sænket mine krav gevaldigt. Således var de seneste jobs på listen: skopudser i Illum tre timer om dagen (som led i en kampagne med herresko, vistnok), lagermedarbejder i Brøndby, 1-dags kundetælling i Rødovre, 1-dags kundetælling i Kbh. S og så job som Hjem-is-mand. De eneste jobs, jeg nægtede at søge var 'deltidsmedarbejder i pølsevogn' og 'salgsassistens i Bageriet'. Faktisk havde jeg allerede fundet telefonnummeret til Bageriet, så jeg kunne ringe, hvilket jeg også havde gjort til hovedkontoret for avisomdelere.

Jeg kunne mærke, hvorfor en stor økonomisk krise sommetider kaldes en depression.

Men så skete der heldigvis noget. Først ringede et vikarbureau og tilbød mig 2x12 timers arbejde i forbindelse med flytning af en virksomhed. Det er selvfølgelig hverken et drømmejob eller en sikring af min fremtid, men det giver da lidt stakater i kassen, det er hurtigt overstået og rimelig ligetil. Derefter fik jeg en reaktion på en af de rykkere, jeg havde sendt til en del af de virksomheder, der har været for sløve. Det var fra medieovervågningsvirksomheden, der havde givet det ubrugelige 'Jeg vender tilbage til dig i nærmeste fremtid'-svar. Nu vil de have mig til samtale i morgen! Da jeg også har en jobsamtale med Dansk Flygtningehjælp i morgen, begynder det pludselig at ligne noget! Men det var sgu' også lige med nød og næppe, nu hvor Inger Støj er blevet ny beskæftigelsesminister. Jeg vil nødigt have min skæbne i hendes fedtede hånd.

Arbejdsløst vanvid

Når kloge folk forsøger at svare på, hvordan Hitler kunne komme til magten i 1930ernes Tyskland, bliver den økonomiske krise og høje arbejdsløshed ofte angivet som årsager. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvorfor man skulle miste besindelsen "bare" fordi man ikke har et arbejde. Det er ikke længere en lige så stor gåde for mig.

Min seneste idé er for eksempel, inspireret af Blekingegadebanden, at gennemføre et kup eller røveri af en art. Og indtil en af mine venner spurgte, om ikke det ville være mærkeligt at have massevis af "mini-jakober"
rendende rundt, overvejede jeg helt seriøst at blive sæddonor for at tjene penge. Efter at have afskrevet de to nævnte ideer som uholdbare, er jeg nu igang med at undersøge mulighederne for at blive avisomdeler. Det vil sige udføre fysisk hårdt arbejde i nattetimerne uden nattillæg.

Uanset hvor lange mine skægstubbe og hvor stort underskuddet på min konto bliver, kommer jeg aldrig til at blive tiltrukket af det yderste højre. Og jeg kan stadig heller ikke gøre rede for den mekanisme, der fører folk fra arbejdsløshed til vanvid. Men der er vist noget om snakken.