Forhåbentligt en blog om en kortvarig og succesfuld jobsøgning. I hvert fald mit personlige aktiveringsprojekt.

torsdag den 2. april 2009

Arbejdsløshedens små glæder

"Vind en tur til New York" stod der på den Tuborg Classic dåse, jeg delte med min kæreste for et par uger siden. Da min kæreste bor i New York, havde vi købt netop denne slags øl, så jeg kunne vinde en tur over til hende. For selvom flybilletter er usædvanligt billige for tiden, er det som arbejdsløs noget uoverskueligt at skrabe stakater nok sammen til en sådan. Af konkurrencens regler fremgik det, at man kunne deltage tre gange pr. person pr. dag, og på den måde øge sine chancer betydeligt. Det har været et lidt trivielt tastearbejde, men jeg overbeviste mig selv om, at det kunne være en god investering, så jeg deltog i konkurrencen for både min far og jeg hver dag frem til konkurrencen sluttede her 31. marts.

Der var selvfølgelig kun en enkelt tur til New York på højkant, og så en masse bras fra Tuborg som sekundære præmier. Jeg følte mig helt overbevist om, at det store antal lodder vi måtte have i trækningen ville medføre en gevinst, men jeg var mindst lige så sikker på, at det ville blive noget ubrugeligt. I hvert fald ikke rejsen.

I går kom min far så og viste mig en mail, hvori der stod: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." Sådan! Biografbilletter er altid brugbare, og især når man er arbejdsløs, er gratis underholdning guld værd.

Jeg tjekkede herefter min egen e-mail og fandt en mail fuldstændigt magen til: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk.". Sådan! Så var der 2 x 2 billetter hjemme.

Det var en stor opmuntring midt i den nedslående jobsøgning, men alligevel også ærgerligt, at det ikke blev til 1. præmien.

I dag kom min far så med en ny mail fra Tuborg: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet en Jazzet Classic taske i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." (Det var så det bras, jeg snakkede om tidligere.) Hvorefter jeg tjekker mig egen mail, og finder en absolut identisk mail i indbakken. Så nu har vi også vundet to Tuborg-tasker.

Hvad i alverden er det, der foregår?

Jeg har fødselsdag i morgen, så nu satser jeg på, at præmietrækningen i morgen afsluttes med førstepræmien til mig! Indtil da kan man jo fundere lidt over, hvordan en jazzet taske mon ser ud.