Dag 23

Nu har jeg også fået job i medieovervågningsvirksomheden! Og da jeg allerede er startet hos Dansk Flygtningehjælp, kan jeg vist ikke betegnes som arbejdsløs længere.

Jeg ville egentlig gerne slutte af med et langt indlæg om, hvor svært det er at finde et job, og hvor grundlæggende forkert det er, når politikerne siger, at man sagtens kan. Men det kan vel næppe blive særligt troværdigt, når nu jeg selv lige har gjort det, så det er vist på tide at slutte af.

Tak for opmærksomheden og kommentarerne.

Snaps, sved og stakater

Hvordan fejrer man sin genindtrædelse på arbejdsmarkedet bedre end med masser af snaps? Og hvordan timer man det dårligere end at gøre det dagen før en fysisk krævende arbejdsdag?

Anyway, der er stakater på vej på kontoen!

Re-debut og ringbind

Så fik jeg min re-debut på arbejdsmarkedet. Foldning af flyttekasser, nedpakning af ringbind og så stabling af flyttekasserne. Sikke en fest. På lørdag bliver en endnu større fest, når flyttekasserne skal pakkes ud på en ny lokation, og indholdet skal anbringes på præcis samme måde som før flytningen.

Verden bliver et bedre sted, når alt er digitaliseret. Og jeg skulle være forblevet arbejdsløs.

Fejl og fremgang

I sidste uge dummede jeg mig. Der var blevet ringet fra Post Danmark - selvfølgelig den eneste dag, jeg ikke havde mulighed for at tage telefonen - så jeg prøvede at ringe tilbage, uden held. På trods af, at jeg blev ved med at ringe, og endda lagde beskeder på telefonsvareren, var det nu umuligt at få fat i dem. Da jeg så endelig fik fat i vedkommende, der havde haft ringet, havde vi os en (i hvert fald indledningsvist) ret vellykket telefonsamtale om mulig ansættelse. Lige indtil vedkommende spurgte om mine fremtidsplaner, og jeg trådte i spinaten. Jeg ville jo gerne sige noget, der kunne få mig til at fremstå seriøs og troværdig, så jeg fortalte, at jeg satsede på at starte på Journalisthøjskolen til sommer. "Den ligger da i Århus, gør den ikke?" Jo, og så var der ikke så meget mere at snakke om. For i Post Danmark har de åbenbart så mange ansøgere for tiden - til jobbet som lørdagsomdeler! - at de kun ansætter folk, der er indstillet på at arbejde der i mindst et år.

(Apropos Post Danmark, så skal man huske, at når man sender en ansøgning med posten og derfor bruger en stor konvolut, skal man bruge mere end ét almindeligt frimærke. Ellers kommer der bøder, som man ikke har råd til at betale...)

Det var en dum fejl fra min side - jeg glemte at lyve! - men meget lærerig. Så jeg havde mere styr på, hvad jeg lukkede ud til samtalerne i dag. Måske derfor har jeg nu fået et job som phoner for Dansk Flygtninghjælp og er godt på vej til - tror jeg selv - et job som nyhedsresumist i medieovervågningsvirksomheden. Så nu skal jeg nok snart få et liv og holde kæft her på bloggen!

Klar til jobsamtale

Så er den store dag kommet. Jeg har fjernet skægget. Regner med, at jeg får et job, nu hvor jeg er velsoigneret!

Med nød og næppe

Jeg var i dyb krise her til morgen.

Først kom pakkeposten med de to famøse jazzede Tuborg-tasker, der viste sig i dén grad at leve op til mit prædikat "skrammel". Det er et usselt materiale og et mindst lige så mislykket design. Man kan folde tasken lidt ud, hvorefter der er plads til seks øl. Og så har vi endda fået to af dem. Altså tasker - for hvis det bare øllene, ville det være langt bedre! Hvis ikke det var fordi, jeg er på randen af bankerot, ville jeg med glæde betale folk penge for at komme og fjerne dette skrammel fra mit åsyn og min bopæl. Magen til bras skal man sgu' lede længe efter. Og sikken misbrug af det flotte ord 'jazz'.

Derefter genoptog jeg dybt nedslået jobsøgningen. For at få en form for overblik, lavede jeg en oversigt over de jobs, jeg har søgt, og hvad der var status. Det viste sig, endnu mere nedslående, at jeg havde søgt ikke mindre end 29 jobs - uden udbytte. Og, om muligt endnu mere nedslående, kunne jeg konstatere, at dette resultat var på trods af, at jeg havde sænket mine krav gevaldigt. Således var de seneste jobs på listen: skopudser i Illum tre timer om dagen (som led i en kampagne med herresko, vistnok), lagermedarbejder i Brøndby, 1-dags kundetælling i Rødovre, 1-dags kundetælling i Kbh. S og så job som Hjem-is-mand. De eneste jobs, jeg nægtede at søge var 'deltidsmedarbejder i pølsevogn' og 'salgsassistens i Bageriet'. Faktisk havde jeg allerede fundet telefonnummeret til Bageriet, så jeg kunne ringe, hvilket jeg også havde gjort til hovedkontoret for avisomdelere.

Jeg kunne mærke, hvorfor en stor økonomisk krise sommetider kaldes en depression.

Men så skete der heldigvis noget. Først ringede et vikarbureau og tilbød mig 2x12 timers arbejde i forbindelse med flytning af en virksomhed. Det er selvfølgelig hverken et drømmejob eller en sikring af min fremtid, men det giver da lidt stakater i kassen, det er hurtigt overstået og rimelig ligetil. Derefter fik jeg en reaktion på en af de rykkere, jeg havde sendt til en del af de virksomheder, der har været for sløve. Det var fra medieovervågningsvirksomheden, der havde givet det ubrugelige 'Jeg vender tilbage til dig i nærmeste fremtid'-svar. Nu vil de have mig til samtale i morgen! Da jeg også har en jobsamtale med Dansk Flygtningehjælp i morgen, begynder det pludselig at ligne noget! Men det var sgu' også lige med nød og næppe, nu hvor Inger Støj er blevet ny beskæftigelsesminister. Jeg vil nødigt have min skæbne i hendes fedtede hånd.

Arbejdsløst vanvid

Når kloge folk forsøger at svare på, hvordan Hitler kunne komme til magten i 1930ernes Tyskland, bliver den økonomiske krise og høje arbejdsløshed ofte angivet som årsager. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvorfor man skulle miste besindelsen "bare" fordi man ikke har et arbejde. Det er ikke længere en lige så stor gåde for mig.

Min seneste idé er for eksempel, inspireret af Blekingegadebanden, at gennemføre et kup eller røveri af en art. Og indtil en af mine venner spurgte, om ikke det ville være mærkeligt at have massevis af "mini-jakober"
rendende rundt, overvejede jeg helt seriøst at blive sæddonor for at tjene penge. Efter at have afskrevet de to nævnte ideer som uholdbare, er jeg nu igang med at undersøge mulighederne for at blive avisomdeler. Det vil sige udføre fysisk hårdt arbejde i nattetimerne uden nattillæg.

Uanset hvor lange mine skægstubbe og hvor stort underskuddet på min konto bliver, kommer jeg aldrig til at blive tiltrukket af det yderste højre. Og jeg kan stadig heller ikke gøre rede for den mekanisme, der fører folk fra arbejdsløshed til vanvid. Men der er vist noget om snakken.

Arbejdsløs blogger fængslet!

I sommers dansede jeg med en koreansk udseende pige på en bar i Singapore. Alene tanken om et så eksklusivt sted forekommer mig nu helt absurd på grund af min økonomiske situation, men det er nu ikke det, der er pointen. Da vi havde danset - eller hvad man nu skal kalde de bevægelser, jeg er i stand til at udføre - spurgte jeg hende, hvor hun var fra, og hun svarede "Korea". Jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre, om det var Syd- eller Nordkorea, selvom jeg ganske fordomsfuldt forestillede mig, at hun måtte være fra Sydkorea for at have friheden til at befinde sig i den situation, jeg mødte hende i. Min fordom viste sig at være rigtig, og jeg kvitterede med svaret "Good for you".

Nu er Nordkorea så begyndt at lege med diverse faretruende missiler, hvilket nok nedsætter bekvemmeligheden ved at bo i Sydkorea. Men det er ikke det eneste, der har ændret ved min forestilling om sikkerhed og frihed i Singapore-pigens hjemland. I dag faldt jeg nemlig over følgende artikel http://politiken.dk/udland/article634001.ece, der omtaler en sydkoreansk mand, som er blevet fængslet for at blogge om den økonomiske krise. Ifølge artiklen havde den 30-årige mand - der i øvrigt er arbejdsløs - på sin blog spået om forskellige økonomiske problemer, og derved spredt "ondsindede rygter", som kunne skade økonomien. Det er åbenbart ikke tilladt i Sydkorea, og bloggeren risikerer op til fem års fængsel.

Jeg har godt nok endnu ikke kastet mig ud i de store pessimistiske spådomme her på bloggen, men der er alligevel visse ligheder mellem sydkoreanerens blog, og det jeg foretager mig. Det er besynderligt, og virkelig uretfærdigt, at to så ens udgangspunkter, har så forskellige konsekvenser. Han ender nok i fængsel, og det værste, der kan ske mig, er at jeg må "nedlade" mig til at modtage kontanthjælp.

Pis

Jeg fik heller ikke jobbet som generalsekretær for NATO. Har givet op og er gået i sommermode. Mød mig på gaden - ham der med skægget.

Dag 12

Der kom ikke nogen e-mail fra Tuborg i dag. Og heller ingen former for livstegn fra potentielle arbejdsgivere. Det var så to ugers jobsøgning.

Arbejdsløshedens små glæder

"Vind en tur til New York" stod der på den Tuborg Classic dåse, jeg delte med min kæreste for et par uger siden. Da min kæreste bor i New York, havde vi købt netop denne slags øl, så jeg kunne vinde en tur over til hende. For selvom flybilletter er usædvanligt billige for tiden, er det som arbejdsløs noget uoverskueligt at skrabe stakater nok sammen til en sådan. Af konkurrencens regler fremgik det, at man kunne deltage tre gange pr. person pr. dag, og på den måde øge sine chancer betydeligt. Det har været et lidt trivielt tastearbejde, men jeg overbeviste mig selv om, at det kunne være en god investering, så jeg deltog i konkurrencen for både min far og jeg hver dag frem til konkurrencen sluttede her 31. marts.

Der var selvfølgelig kun en enkelt tur til New York på højkant, og så en masse bras fra Tuborg som sekundære præmier. Jeg følte mig helt overbevist om, at det store antal lodder vi måtte have i trækningen ville medføre en gevinst, men jeg var mindst lige så sikker på, at det ville blive noget ubrugeligt. I hvert fald ikke rejsen.

I går kom min far så og viste mig en mail, hvori der stod: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." Sådan! Biografbilletter er altid brugbare, og især når man er arbejdsløs, er gratis underholdning guld værd.

Jeg tjekkede herefter min egen e-mail og fandt en mail fuldstændigt magen til: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk.". Sådan! Så var der 2 x 2 billetter hjemme.

Det var en stor opmuntring midt i den nedslående jobsøgning, men alligevel også ærgerligt, at det ikke blev til 1. præmien.

I dag kom min far så med en ny mail fra Tuborg: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet en Jazzet Classic taske i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." (Det var så det bras, jeg snakkede om tidligere.) Hvorefter jeg tjekker mig egen mail, og finder en absolut identisk mail i indbakken. Så nu har vi også vundet to Tuborg-tasker.

Hvad i alverden er det, der foregår?

Jeg har fødselsdag i morgen, så nu satser jeg på, at præmietrækningen i morgen afsluttes med førstepræmien til mig! Indtil da kan man jo fundere lidt over, hvordan en jazzet taske mon ser ud.

Skægstubbenes skæbne

De efterhånden alt for lange hår, der for tiden gør mit ansigt usoigneret, skulle jo egentlig væk senest på fredag, hvor jeg regnede med at skulle til jobsamtale hos Dansk Flygtningehjælp. Men nej, ikke engang på min egen fødselsdag får jeg mulighed for at få et job. Jobsamtalen er nemlig blevet udskudt til næste uge på grund af sygdom. Således får mine skægstubbe også lov at overleve lidt endnu. Jeg er begyndt virkelig at føle mig som en arbejdsløs.

I et af mine første indlæg på denne blog forsøgte jeg at skrive mig ud af muligheden for et job i Rema1000, og jeg har lykkeligt glemt alt om mareridtet lige siden. Men efter 18 jobansøgninger, hvoraf mindre end halvdelen er blevet besvaret, og hvoraf ingen har givet noget konkret resultat endnu, er skrækscenariet begyndt at dukke op igen. Nu er det også blevet genoplivet af min ligeledes arbejdsløse ven, der, udover at have søgt job i noget så nedrigt som Shell, er blevet indkaldt til jobsamtale i Netto. Det ville være en falliterklæring for mig at blive ansat i Rema1000, men der begynder snart at tegne sig et valg for mig mellem pest og kolera. Skal det være æren eller økonomien, der går fallit? Lige nu er skægstubbene de eneste vindere, og det er der sgu' ikke meget ved.

En dårlig aprilsnar

Jeg har fået et job.

En dårlig overraskelse

Så ringer de pludselig fra Amnesty, hvor jeg har søgt job. Men er det for at tale om ansættelse eller jobsamtale? Nej. For at få mig til at hæve mit månedlige bidrag, så jeg kan gå endnu mere konkurs.

Rent apropos, så burde banken lukke mit Dankort nu, for der er vist ved at komme et egentligt overtræk. De tænker sikkert, at de hellere lige må give mig frem til den første. Tak for tålmodigheden, men der er altså ikke udsigt til nogen lønoverførsel.

Røverhistorier til inspiration

Forresten. Hvis der er nogle derude, der har gode historier fra tidligere jobsøgninger, fx kreative omskrivninger af tidligere jobs/erfaringer i CV, vil jeg meget gerne høre dem. Har brug for inspiration!

Stadig arbejdsløs

Dag 8. Jeg skal til jobsamtale hos Dansk Flygtningehjælp på fredag, men ellers er der godt nok ikke sket noget nyt. Der er simpelthen så mange arbejdsgivere, der ganske enkelt ikke svarer. Så nu har jeg inkorporeret Stein Bagger-strategien i mine ansøgninger. Det nye område jeg har kastet mig over er jobbet som pædagogmedhjælper, og i overensstemmelse hermed er min nye drømmeuddannelse så blevet pædagog-/læreruddannelsen. Kryds fingre for, at det giver resultater!

Til helvede med Infopaq!

Der er kommet svar fra Infopaq - en medieovervågningsvirksomhed, der ifølge egen hjemmeside søger ansatte "til udarbejdelse af nyhedsresuméer". Da det er netop denne stilling, jeg har søgt, er det godt nok underligt at få følgende svar: "[...] desværre må vi meddele dig, at der i øjeblikket ikke er nogen ledige stilling i Infopaq."

Udover stave-/tastefejlen er det da virkelig dårlig stil at have et job opslået - og opfordre folk til at søge det - når det åbenbart ikke er ledigt. Jeg har i hvert fald spildt en god del tid, og haft en masse falske forhåbninger idet jobopslaget også nævner "Tiltrædelse hurtigst muligt." Se selv opslaget her: http://www.infopaq.dk/about_work.pab.

Eftersom Infopaq som nævnt er en medieovervågningsvirksomhed, formoder jeg, at de blandt andet overvåger medierne, herunder internettet, for eventuel omtale af deres egen virksomhed. Forhåbentligt fører deres overvågning dem før eller siden forbi den dårlige omtale her på bloggen, og så håber jeg, at det pisser dem lige så meget af som de har pisset på min sukkermad. Så kan det være, at de i det mindste vil beklage fejlen, for det var der ikke noget af i deres afslag.

Indtil da har jeg sørget for at inkludere virksomhedens navn i dette indlægs overskrift, så det lettere kommer frem på Google ved søgning på 'Infopaq'. Min idé er, at en potentiel Infopaq-kunde vil google virksomhedens navn inden køb og så se Infopaq forbundet med helvede.

Lige lovligt bitter? Jep. Jeg mangler vist stadig et job/liv. Men til helvede med Infopaq!

Om vin, CV og Stein Bagger

Jeg kunne jo også bare begynde at lyve helt uhæmmet for at få et job. "Tjener med vinkendskab søges". Yes, det er mig!

Jeg har faktisk en bog om vin, men den eneste grund til, at den ikke ser ny og ubrugt ud, er, at jeg har spildt udover den. Den har i hvert fald aldrig været åbnet, så løgnen ville nok kun være god lige indtil jeg i praksis skulle vejlede gæster på en italiensk restaurant om de dyre dråber.

Men man kunne vel lade sig inspirere af Stein Bagger og Asger Jensby, der begge løj i deres CV. Sidstnævnte påstod i adskillige erhvervssammenhænge, at han var uddannet cand. merc fra Handelshøjskolen i Århus i 1973, selvom han aldrig havde fuldført uddannelsen. Ikke særligt gennemtænkt og ret nemt at falsificere, så det er nok ikke ham, jeg skal efterligne. Han slap ganske vist afsted med det i en del år, men hvis det skal holde på længere sigt, skal man nok være mere sofistikeret.

Sofistikeret som Stein Bagger. For det første påstod han at have taget en MBA fra Edinburgh Business School på distancekursus, hvilket nok har været væsentligt sværere at be- eller afkræfte end en handelshøjskoleeksamen i lille Danmark. Derudover hævdede Bagger, at han havde en ph.d. fra et amerikansk universitet, der viste sig ikke at eksistere. Se den kunne jeg måske godt bruge. Jeg har jo opholdt mig en del på New York Univeristy denne vinter, så hvorfor ikke? En bachelor i journalistik og historie? Så kunne jeg springe optagelsesprøven til og uddannelsen på Journalisthøjskolen over og få et spændende og velbetalt job på en dansk avis. Yes, det er mig!

Der er selvfølgelig noget med min alder i forhold til, hvor troværdigt det ville være, men jeg lader jo skægget gro...

Og hvis der skulle opstå problemer, er der mere inspiration at hente hos Stein Bagger. Da en dansk journalist begyndte at sætte spørgsmålstegn ved Baggers uddannelse, påstod han, at det pågældende universitet ikke længere eksisterede, fordi det var blevet lagt sammen med et større universitet. Han hyrede herefter en amerikansk skuespillerinde i Danmark til et også opdigtet teaterstykke og udstyrede hende med manuskriptet, som indeholdt en scene, hvor hun som forstander for det omtalte universitet skulle bekræfte, at Baggers universitet virkelig var blevet optaget under det større universitet og at Baggers ph.d. var ægte. Herefter bad Bagger sin skuespiller om, at de øvede over telefonen en dag, hvorved han kunne optage samtalen og anvende den som bevis for ph.d.ens autencitet overfor den journalist/blogger, der endte med at fælde Bagger.

Så vidt jeg husker fik Bagger aldrig brugt optagelsen, da den pågældende journalist allerede på det tidspunkt var blevet for kritisk overfor Baggers små (/store) svindelnumre. Men hvis jeg holdt hovedet koldt og i øvrigt havde rene hænder, kunne jeg vel forsøge noget lignende. Jeg har da en ven på NYU, der forsøger at blive skuespiller, så mon ikke hun kunne præstere en troværdig stemme.

For at komme tilbage til det med jobsøgning og CV, så er der endnu en ting ved Bagger-sagen, der er interessant og måske endda nyttig. Da jeg googlede Bagger, Jensby og deres CVer for at finde detaljer til ovenstående, faldt jeg nemlig over et ret tankevækkende ordvalg. Da CV-svindelnumrene blev afsløret brugte de fleste nyhedsmedier nemlig overskrifterne: "Asger Jensby pyntede på sit CV" og "Stein Bagger pyntede på sit CV". Det var kun ganske få medier, der tog mere alvorlige verber i brug, som fx "løj i sit CV. Jeg vil mene, at en opdigtning af en eller flere eksamener på universitetsniveau er mere end blot pynt, og ja, langt mere løgn. Ellers er det i hvert fald helt absurd, når fx velgørenhedsorganisationer eller højskoler reklamerer med, at arbejde eller ophold kan "pynte på CVet".

Det kan selvfølgelig også bare være, at jeg har misforstået det hele, og grunden til, at jeg stadig ikke har fået arbejde er, at jeg ikke har pyntet på mit CV. Jeg må hellere komme igang! Ud med min kedelige cafe-stilling og jobbet som cykelbud, og ind med vin og videregående uddannelse. Hvorfor ikke også en ph.d.?

Meget skyet og måske snart blodigt

Det er meget skyet lige nu. Både udenfor og i min jobsøgning. I dag er dag 5, og status er, at jeg har fået fire svar på mine 11 ansøgninger. Tre afslag og så det omtalte "jeg vender tilbage til dig i nærmeste fremtid". Det vil sige absolut intet brugbart. Hjælp mig!

Jeg sørger for hele tiden at have min telefon på mig, og - meget imod mine normale principper - aldrig at have den lydløs, for at være sikker på at kunne høre den, hvis (jeg ville ønske, jeg kunne sige "når") en mulig arbejdsgiver ringer.

I går var der så endelig en opringning fra et fastnetnummer, jeg ikke kendte. Jeg besvarede opkaldet med stor spænding, men det viste sig at være fra Blodbanken, der ville aftale en tid, hvor jeg kan donere blod. Det er selvfølgelig meget praktisk, at jeg kan gøre det nu, hvor jeg alligevel er arbejdsløs, men man bliver jo ikke ligefrem betalt for at gøre det. Det eneste gode - eller i hvert fald sjove - ved opkaldet var, at kombinationen af jobsøgning og bloddonation i min hjerne udviklede sig til den idé, at jeg kan tjene penge på at sælge mine organer. Sådan!

Velsoigneret

Så giver man sine personlige oplysninger til folk - navn, fødselsdato, adresse og telefonnummer - bare for at kunne søge job hos dem. Og hvad gør de med det? Ikke en skid.

Af de mange ret store krav, man skal opfylde for at kunne søge og blive ansat, er der dog ét, der hæver sig over alle andre.

Fra Cafe Phister: "Du skal være velsoigneret!"

Din mor skal være velsoigneret! Ikke alene skal man altså have overskud, være præsentabel og smilende, men også velsoigneret. Hvad bliver det næste? Glatbarberet?

Anyway. Jeg har klippet mine negle, det må vel hjælpe lidt. Men skægget får sgu' lov at stå. De kan ikke få det hele.

Hos kommunen

Feriekortet skal jo underskrives af arbejdsgiveren før man kan få sine penge udbetalt. Og hvad så, når man ikke har nogen arbejdsgiver? Så er det A-kassen. Og hvad så, når man ikke er medlem af nogen A-kasse? Så må man op til kommunen.

Jeg ville jo egentlig bare gerne have en underskrift og et stempel. Men de tager sig jo så godt af deres borgere, at jeg fik en tur gennem hele møllen. Jeg havde jo hverken arbejdsgiver eller A-kasse, og da jeg heller ikke var på hverken SU eller bistand, kom der fejlmeddelelser på servicemedarbejderens computerskærm.

"Så har du jo ingen indtægt?"

Nej, det har du ret i.

"Så har du jo ingen penge?".

Nej, det har du ret i! Skal vi træde mere i det eller kan jeg få den underskrift, så jeg kan få bare en lille indsprøjtning til kontoen?

"Så skal du jo i kontakt med jobcentret!?"

Nej. Det skal jeg ikke. Jeg er jobsøgende allerede.

Selvom det sikkert ville være en indsigtsgivende og tankevækkende oplevelse, måske en selvstændig blog værdig, vil jeg følge mine fordomme og lade være med at gå ind i det system. Jeg har svært ved at forestille mig, at det kan være umagen værd. Men nu må der da også snart være nogen, der reagerer lidt mere positivt på mine ansøgninger.

Jeg fik stemplet og underskrevet feriekort, og nu er det sendt afsted. Nu håber jeg bare, at Feriefonden er mere oppe på dupperne end de 10 andre virksomheder, jeg forsøger mig med for tiden.

Længe leve dovenskaben!

Så har jeg fået penge på lommen! En af mine venner, der har måttet høre særligt meget på min arbejdsløse klagesang, sendte mig en sms med tilbud om, at jeg kunne få al panten, hvis jeg kom og fjernede alle hans tomme flasker og dåser. Jeg takkede pænt ja idet jeg noterede mig, at han nævnte beløbet 200 kr. På vej hjem til ham kom jeg dog lidt i tvivl, da jeg tænkte nærmere over det. Havde han tænkt sig at betale mig 200 kr. for at bære nogle tomme flasker ned til supermarkedet? Selvom jeg har brug for pengene, havde jeg ikke lyst til at han begyndte at nærmest forære mig penge, for jeg regnede ikke med, at de omtalte 200 kr. kunne være panten alene. Med 1 kr. i pant pr. dåse skulle man ikke tro, at han kunne have så meget emballage.

Men søreme så. Køkkengulvet var nærmest fra ende til anden dækket af hvad der viste sig at være otte poser med tomme flasker og dåser. Oversat til sorte sække viste det sig at være to propfyldte af slagsen. På vej til supermarkedet havde jeg bange anelser om, hvordan flaskeautomaten og eventuelle andre kunder ville reagere.

Begge bekymringer viste sig at være velbegrundede. Flaskeautomaten gik amok, så personalet måtte tilkaldes tre gange (godt det ikke er mit job) og jeg måtte få tre forskellige flaskebonner. Desuden fik jeg særdeles utålmodige blikke fra to kvinder, der sikkert også var frastødte af alle de klistrede og ildelugtende sjatter øl og sodavand, der omgav mine flasker, dåser og poser. Måske også af mine arbejdsløshedslange skægstubbe, der vel nærmest er på vej til et fuldskæg. I øvrigt var der også en mand, der havde så lidt tålmodighed (og høflighed), at han uden ordveksling trykkede på flaskeautomatens knap, så min bon kom ud og han kunne aflevere sine flasker.

Mit besøg i supermarkedet - Rema1000, sjovt nok - endte med, at kasseekspedienten kiggede på mine flaskebonner og spurgte: "Er det dig, der har ødelagt flaskeautomaten?". Det kunne jeg jo nok ikke helt komme uden om, men jeg fik mig da 254,50 kr. for 25 minutters kamp med flaskeautomaten.

Længe leve min dovne ven, elvom han nok hellere burde have ansat mig som kostvejleder til at fortælle ham, at det ikke er sundt at drikke så mange læskedrikke.

Jeg er din nabo!

Jeg venter stadig på en reaktion på to af mine ansøgninger. Det er irriterende med passiv kommunikation, men det kan nu også komme for langt i den modsatte boldgade. Se bare her, hvad der skete, da jeg var online på Skype i dag. En for mig ukendt Frederikke (jeg har udeladt hendes efternavn) anmodede om adgang til mine kontaktoplysninger, hvorefter følgende samtale udspillede sig. Det er ikke altid kedeligt at være arbejdsløs!

Den nærmeste fremtid

Så er der kommet svar på to af mine ansøgninger! Men det er tæt på at være lige til at lukke op og skide i.

Budstikkens cykelafdeling skriver, at "[...] desværre har vi ikke behov for nogen pt." Det er jo sådan set fair nok, men man kan måske godt undre sig over, hvorfor det så er, at de søger efter folk på deres hjemmeside. Tak for tidsspilde. Problemet er nok, at deres hjemmeside ikke opdateres ofte nok, og at folk generelt glemmer at datere indlæg på hjemmesider. Så der er ingen chance for at vide, om de søgte i går eller for et år siden. I hvert tilfælde er det ikke dér min fremtid ligger.

Selvom en medieovervågningsvirksomhed også har besvaret min ansøgning - om job som nyhedsresumist - er det ganske uvist om det er her min fremtid ligger. Deres svar er ganske enkelt lige så upræcist som mit behov er akut, hvilket er en ret dårlig kombination. De skriver: "Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage til dig i nærmeste fremtid." Tak for høfligheden, men hvornår faen er den nærmeste fremtid? I morgen, denne uge, næste uge, to uger, tre uger, en måned? Jeg ved det ikke, så hvis nogen derude har et godt bud på, hvad jeg kan regne med, vil jeg gerne høre det!

Ekspeditionen og ekspedienten

Min jobekspedition forløb udemærket. Det viste sig til min store lettelse, at Rema1000 ikke havde nogle jobopslag i deres forretning ved Forum, så nu har jeg en god undskyldning for ikke at søge derned. Overordnet set var turen dog ikke nogen udpræget succes idet der var forbavsende få jobopslag på forretningernes ruder i forhold til hvor stort et område, jeg undersøgte. Økonomien er vist ikke helt på toppen, når det eneste, der byder sig fra Vesterbrogade til Nørrebrogade og fra Frederiksberg Centret til Christiansborg er to kedelige cafeer, der mangler personale.

Inde i mit hoved er der begyndt at forme sig en form for rangstige, hvor de forskellige jobs er placeret i forhold til hinanden. De første trin fra bunden udgøres af alt i Frederiksberg Centret sammen med Rema1000 og Netto på Gl. Kongevej. Omkring midten har jeg jobbet som cykelbud, jeg allerede har søgt, og lidt længere oppe findes jobbet i en boghandel eller måske endda et lille hyggeligt antikvariat. Jeg håber ikke, at rangstigen fungerer sådan, at man skal betræde de nederste trin for at komme højere op, men lad os nu se.

Sidstnævnte to trin - boghandlen og antikvariatet - forsøgte jeg på turen at finde hovede og hale på. Jeg snakkede med et par antikvarer, der begge sagde pænt nej tak og fortalte, at der ikke var arbejde nok til at ansætte folk udover dem selv. I de moderne boghandlere foregik der en del mere, men forretningerne er langt fra lige så hyggelige, så det var ikke alle steder jeg overhovedet havde lyst til spørge, om de manglede arbejdskraft. Der var dog især én, der virkede interessant; Atheneum i Nørregade, for der blev nemlig spillet 'The National' over højttalerne, da jeg kom ind i butikken. Ikke bare en enkelt sang, men hele albummet viste det sig. Jeg håbede et kort øjeblik, at det ville være mit lykketræf, men håbet blev hurtigt slukket af en lille bitter ekspedient. Efter at have snakket med hende var jeg nu meget godt tilfreds med, at hun ikke skulle være en fremtidig kollega. Måske var det mine skægstubbe, der afskrækkede hende.

Nå, men jeg fik da i hvert fald kigget mig lidt omkring. Kryds fingre for, at jeg har mere held i sprøjten i morgen, måske nybarberet. Og husk at sige til, hvis I hører om et spændende job til mig!

År 2009 og Rema1000

Første dag i min karriere som arbejdsløs forløber indtil videre roligt. Alt for roligt. Der er absolut ingen reaktion på de fire jobansøgninger jeg har skudt afsted i løbet af weekenden. Men noget skal man jo tage sig til, så nu håber jeg bare at en eller anden, der har brug for en skribent, læser dette og tænker, at jeg godt kunne bruges til at skrive noget mere meningsfyldt.

Det eneste, der er sket indtil videre er, at jeg har fået svar på den e-mail jeg sendte til GAD. I min jeg-kan-sgu-da-søge-arbejde-i-en-boghandel-rus var GAD den første virksomhed jeg kom til at tænke på. Da jeg i fem minutter havde gennemsøgt deres hjemmeside for adresser og information om deres butikker uden nogen succes, sendte jeg en mail for at høre, om det da var umuligt at blive ansat i en af deres boghandler. Svaret var som følger: "[...] Der er ingen info, og det skyldes, at vi ikke længere har nogle fysiske butikker, men er blevet en ren internetbaseret boghandel." Der kan man bare se. Velkommen til år 2009, Jakob. Og velkommen hjem fra USA, noget er der da sket i mellemtiden.

Nu vil jeg så gå ud for at granske lokalområdet for jobopslag. Jeg overvejer om jeg bør fjerne mine ugelange skægstubbe først. Men det gør nok ikke den store forskel, hvis jeg ender i Rema1000 alligevel.