Nu har jeg også fået job i medieovervågningsvirksomheden! Og da jeg allerede er startet hos Dansk Flygtningehjælp, kan jeg vist ikke betegnes som arbejdsløs længere.
Jeg ville egentlig gerne slutte af med et langt indlæg om, hvor svært det er at finde et job, og hvor grundlæggende forkert det er, når politikerne siger, at man sagtens kan. Men det kan vel næppe blive særligt troværdigt, når nu jeg selv lige har gjort det, så det er vist på tide at slutte af.
Tak for opmærksomheden og kommentarerne.
onsdag den 15. april 2009
lørdag den 11. april 2009
Snaps, sved og stakater
Hvordan fejrer man sin genindtrædelse på arbejdsmarkedet bedre end med masser af snaps? Og hvordan timer man det dårligere end at gøre det dagen før en fysisk krævende arbejdsdag?
Anyway, der er stakater på vej på kontoen!
Anyway, der er stakater på vej på kontoen!
torsdag den 9. april 2009
Re-debut og ringbind
Så fik jeg min re-debut på arbejdsmarkedet. Foldning af flyttekasser, nedpakning af ringbind og så stabling af flyttekasserne. Sikke en fest. På lørdag bliver en endnu større fest, når flyttekasserne skal pakkes ud på en ny lokation, og indholdet skal anbringes på præcis samme måde som før flytningen.
Verden bliver et bedre sted, når alt er digitaliseret. Og jeg skulle være forblevet arbejdsløs.
Verden bliver et bedre sted, når alt er digitaliseret. Og jeg skulle være forblevet arbejdsløs.
onsdag den 8. april 2009
Fejl og fremgang
I sidste uge dummede jeg mig. Der var blevet ringet fra Post Danmark - selvfølgelig den eneste dag, jeg ikke havde mulighed for at tage telefonen - så jeg prøvede at ringe tilbage, uden held. På trods af, at jeg blev ved med at ringe, og endda lagde beskeder på telefonsvareren, var det nu umuligt at få fat i dem. Da jeg så endelig fik fat i vedkommende, der havde haft ringet, havde vi os en (i hvert fald indledningsvist) ret vellykket telefonsamtale om mulig ansættelse. Lige indtil vedkommende spurgte om mine fremtidsplaner, og jeg trådte i spinaten. Jeg ville jo gerne sige noget, der kunne få mig til at fremstå seriøs og troværdig, så jeg fortalte, at jeg satsede på at starte på Journalisthøjskolen til sommer. "Den ligger da i Århus, gør den ikke?" Jo, og så var der ikke så meget mere at snakke om. For i Post Danmark har de åbenbart så mange ansøgere for tiden - til jobbet som lørdagsomdeler! - at de kun ansætter folk, der er indstillet på at arbejde der i mindst et år.
(Apropos Post Danmark, så skal man huske, at når man sender en ansøgning med posten og derfor bruger en stor konvolut, skal man bruge mere end ét almindeligt frimærke. Ellers kommer der bøder, som man ikke har råd til at betale...)
Det var en dum fejl fra min side - jeg glemte at lyve! - men meget lærerig. Så jeg havde mere styr på, hvad jeg lukkede ud til samtalerne i dag. Måske derfor har jeg nu fået et job som phoner for Dansk Flygtninghjælp og er godt på vej til - tror jeg selv - et job som nyhedsresumist i medieovervågningsvirksomheden. Så nu skal jeg nok snart få et liv og holde kæft her på bloggen!
(Apropos Post Danmark, så skal man huske, at når man sender en ansøgning med posten og derfor bruger en stor konvolut, skal man bruge mere end ét almindeligt frimærke. Ellers kommer der bøder, som man ikke har råd til at betale...)
Det var en dum fejl fra min side - jeg glemte at lyve! - men meget lærerig. Så jeg havde mere styr på, hvad jeg lukkede ud til samtalerne i dag. Måske derfor har jeg nu fået et job som phoner for Dansk Flygtninghjælp og er godt på vej til - tror jeg selv - et job som nyhedsresumist i medieovervågningsvirksomheden. Så nu skal jeg nok snart få et liv og holde kæft her på bloggen!
Klar til jobsamtale
Så er den store dag kommet. Jeg har fjernet skægget. Regner med, at jeg får et job, nu hvor jeg er velsoigneret!
tirsdag den 7. april 2009
Med nød og næppe
Jeg var i dyb krise her til morgen.
Først kom pakkeposten med de to famøse jazzede Tuborg-tasker, der viste sig i dén grad at leve op til mit prædikat "skrammel". Det er et usselt materiale og et mindst lige så mislykket design. Man kan folde tasken lidt ud, hvorefter der er plads til seks øl. Og så har vi endda fået to af dem. Altså tasker - for hvis det bare øllene, ville det være langt bedre! Hvis ikke det var fordi, jeg er på randen af bankerot, ville jeg med glæde betale folk penge for at komme og fjerne dette skrammel fra mit åsyn og min bopæl. Magen til bras skal man sgu' lede længe efter. Og sikken misbrug af det flotte ord 'jazz'.
Derefter genoptog jeg dybt nedslået jobsøgningen. For at få en form for overblik, lavede jeg en oversigt over de jobs, jeg har søgt, og hvad der var status. Det viste sig, endnu mere nedslående, at jeg havde søgt ikke mindre end 29 jobs - uden udbytte. Og, om muligt endnu mere nedslående, kunne jeg konstatere, at dette resultat var på trods af, at jeg havde sænket mine krav gevaldigt. Således var de seneste jobs på listen: skopudser i Illum tre timer om dagen (som led i en kampagne med herresko, vistnok), lagermedarbejder i Brøndby, 1-dags kundetælling i Rødovre, 1-dags kundetælling i Kbh. S og så job som Hjem-is-mand. De eneste jobs, jeg nægtede at søge var 'deltidsmedarbejder i pølsevogn' og 'salgsassistens i Bageriet'. Faktisk havde jeg allerede fundet telefonnummeret til Bageriet, så jeg kunne ringe, hvilket jeg også havde gjort til hovedkontoret for avisomdelere.
Jeg kunne mærke, hvorfor en stor økonomisk krise sommetider kaldes en depression.
Men så skete der heldigvis noget. Først ringede et vikarbureau og tilbød mig 2x12 timers arbejde i forbindelse med flytning af en virksomhed. Det er selvfølgelig hverken et drømmejob eller en sikring af min fremtid, men det giver da lidt stakater i kassen, det er hurtigt overstået og rimelig ligetil. Derefter fik jeg en reaktion på en af de rykkere, jeg havde sendt til en del af de virksomheder, der har været for sløve. Det var fra medieovervågningsvirksomheden, der havde givet det ubrugelige 'Jeg vender tilbage til dig i nærmeste fremtid'-svar. Nu vil de have mig til samtale i morgen! Da jeg også har en jobsamtale med Dansk Flygtningehjælp i morgen, begynder det pludselig at ligne noget! Men det var sgu' også lige med nød og næppe, nu hvor Inger Støj er blevet ny beskæftigelsesminister. Jeg vil nødigt have min skæbne i hendes fedtede hånd.
Først kom pakkeposten med de to famøse jazzede Tuborg-tasker, der viste sig i dén grad at leve op til mit prædikat "skrammel". Det er et usselt materiale og et mindst lige så mislykket design. Man kan folde tasken lidt ud, hvorefter der er plads til seks øl. Og så har vi endda fået to af dem. Altså tasker - for hvis det bare øllene, ville det være langt bedre! Hvis ikke det var fordi, jeg er på randen af bankerot, ville jeg med glæde betale folk penge for at komme og fjerne dette skrammel fra mit åsyn og min bopæl. Magen til bras skal man sgu' lede længe efter. Og sikken misbrug af det flotte ord 'jazz'.
Derefter genoptog jeg dybt nedslået jobsøgningen. For at få en form for overblik, lavede jeg en oversigt over de jobs, jeg har søgt, og hvad der var status. Det viste sig, endnu mere nedslående, at jeg havde søgt ikke mindre end 29 jobs - uden udbytte. Og, om muligt endnu mere nedslående, kunne jeg konstatere, at dette resultat var på trods af, at jeg havde sænket mine krav gevaldigt. Således var de seneste jobs på listen: skopudser i Illum tre timer om dagen (som led i en kampagne med herresko, vistnok), lagermedarbejder i Brøndby, 1-dags kundetælling i Rødovre, 1-dags kundetælling i Kbh. S og så job som Hjem-is-mand. De eneste jobs, jeg nægtede at søge var 'deltidsmedarbejder i pølsevogn' og 'salgsassistens i Bageriet'. Faktisk havde jeg allerede fundet telefonnummeret til Bageriet, så jeg kunne ringe, hvilket jeg også havde gjort til hovedkontoret for avisomdelere.
Jeg kunne mærke, hvorfor en stor økonomisk krise sommetider kaldes en depression.
Men så skete der heldigvis noget. Først ringede et vikarbureau og tilbød mig 2x12 timers arbejde i forbindelse med flytning af en virksomhed. Det er selvfølgelig hverken et drømmejob eller en sikring af min fremtid, men det giver da lidt stakater i kassen, det er hurtigt overstået og rimelig ligetil. Derefter fik jeg en reaktion på en af de rykkere, jeg havde sendt til en del af de virksomheder, der har været for sløve. Det var fra medieovervågningsvirksomheden, der havde givet det ubrugelige 'Jeg vender tilbage til dig i nærmeste fremtid'-svar. Nu vil de have mig til samtale i morgen! Da jeg også har en jobsamtale med Dansk Flygtningehjælp i morgen, begynder det pludselig at ligne noget! Men det var sgu' også lige med nød og næppe, nu hvor Inger Støj er blevet ny beskæftigelsesminister. Jeg vil nødigt have min skæbne i hendes fedtede hånd.
mandag den 6. april 2009
Arbejdsløst vanvid
Når kloge folk forsøger at svare på, hvordan Hitler kunne komme til magten i 1930ernes Tyskland, bliver den økonomiske krise og høje arbejdsløshed ofte angivet som årsager. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvorfor man skulle miste besindelsen "bare" fordi man ikke har et arbejde. Det er ikke længere en lige så stor gåde for mig.
Min seneste idé er for eksempel, inspireret af Blekingegadebanden, at gennemføre et kup eller røveri af en art. Og indtil en af mine venner spurgte, om ikke det ville være mærkeligt at have massevis af "mini-jakober"
rendende rundt, overvejede jeg helt seriøst at blive sæddonor for at tjene penge. Efter at have afskrevet de to nævnte ideer som uholdbare, er jeg nu igang med at undersøge mulighederne for at blive avisomdeler. Det vil sige udføre fysisk hårdt arbejde i nattetimerne uden nattillæg.
Uanset hvor lange mine skægstubbe og hvor stort underskuddet på min konto bliver, kommer jeg aldrig til at blive tiltrukket af det yderste højre. Og jeg kan stadig heller ikke gøre rede for den mekanisme, der fører folk fra arbejdsløshed til vanvid. Men der er vist noget om snakken.
Min seneste idé er for eksempel, inspireret af Blekingegadebanden, at gennemføre et kup eller røveri af en art. Og indtil en af mine venner spurgte, om ikke det ville være mærkeligt at have massevis af "mini-jakober"
rendende rundt, overvejede jeg helt seriøst at blive sæddonor for at tjene penge. Efter at have afskrevet de to nævnte ideer som uholdbare, er jeg nu igang med at undersøge mulighederne for at blive avisomdeler. Det vil sige udføre fysisk hårdt arbejde i nattetimerne uden nattillæg.
Uanset hvor lange mine skægstubbe og hvor stort underskuddet på min konto bliver, kommer jeg aldrig til at blive tiltrukket af det yderste højre. Og jeg kan stadig heller ikke gøre rede for den mekanisme, der fører folk fra arbejdsløshed til vanvid. Men der er vist noget om snakken.
søndag den 5. april 2009
Arbejdsløs blogger fængslet!
I sommers dansede jeg med en koreansk udseende pige på en bar i Singapore. Alene tanken om et så eksklusivt sted forekommer mig nu helt absurd på grund af min økonomiske situation, men det er nu ikke det, der er pointen. Da vi havde danset - eller hvad man nu skal kalde de bevægelser, jeg er i stand til at udføre - spurgte jeg hende, hvor hun var fra, og hun svarede "Korea". Jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre, om det var Syd- eller Nordkorea, selvom jeg ganske fordomsfuldt forestillede mig, at hun måtte være fra Sydkorea for at have friheden til at befinde sig i den situation, jeg mødte hende i. Min fordom viste sig at være rigtig, og jeg kvitterede med svaret "Good for you".
Nu er Nordkorea så begyndt at lege med diverse faretruende missiler, hvilket nok nedsætter bekvemmeligheden ved at bo i Sydkorea. Men det er ikke det eneste, der har ændret ved min forestilling om sikkerhed og frihed i Singapore-pigens hjemland. I dag faldt jeg nemlig over følgende artikel http://politiken.dk/udland/article634001.ece, der omtaler en sydkoreansk mand, som er blevet fængslet for at blogge om den økonomiske krise. Ifølge artiklen havde den 30-årige mand - der i øvrigt er arbejdsløs - på sin blog spået om forskellige økonomiske problemer, og derved spredt "ondsindede rygter", som kunne skade økonomien. Det er åbenbart ikke tilladt i Sydkorea, og bloggeren risikerer op til fem års fængsel.
Jeg har godt nok endnu ikke kastet mig ud i de store pessimistiske spådomme her på bloggen, men der er alligevel visse ligheder mellem sydkoreanerens blog, og det jeg foretager mig. Det er besynderligt, og virkelig uretfærdigt, at to så ens udgangspunkter, har så forskellige konsekvenser. Han ender nok i fængsel, og det værste, der kan ske mig, er at jeg må "nedlade" mig til at modtage kontanthjælp.
Nu er Nordkorea så begyndt at lege med diverse faretruende missiler, hvilket nok nedsætter bekvemmeligheden ved at bo i Sydkorea. Men det er ikke det eneste, der har ændret ved min forestilling om sikkerhed og frihed i Singapore-pigens hjemland. I dag faldt jeg nemlig over følgende artikel http://politiken.dk/udland/article634001.ece, der omtaler en sydkoreansk mand, som er blevet fængslet for at blogge om den økonomiske krise. Ifølge artiklen havde den 30-årige mand - der i øvrigt er arbejdsløs - på sin blog spået om forskellige økonomiske problemer, og derved spredt "ondsindede rygter", som kunne skade økonomien. Det er åbenbart ikke tilladt i Sydkorea, og bloggeren risikerer op til fem års fængsel.
Jeg har godt nok endnu ikke kastet mig ud i de store pessimistiske spådomme her på bloggen, men der er alligevel visse ligheder mellem sydkoreanerens blog, og det jeg foretager mig. Det er besynderligt, og virkelig uretfærdigt, at to så ens udgangspunkter, har så forskellige konsekvenser. Han ender nok i fængsel, og det værste, der kan ske mig, er at jeg må "nedlade" mig til at modtage kontanthjælp.
lørdag den 4. april 2009
Pis
Jeg fik heller ikke jobbet som generalsekretær for NATO. Har givet op og er gået i sommermode. Mød mig på gaden - ham der med skægget.
fredag den 3. april 2009
Dag 12
Der kom ikke nogen e-mail fra Tuborg i dag. Og heller ingen former for livstegn fra potentielle arbejdsgivere. Det var så to ugers jobsøgning.
torsdag den 2. april 2009
Arbejdsløshedens små glæder
"Vind en tur til New York" stod der på den Tuborg Classic dåse, jeg delte med min kæreste for et par uger siden. Da min kæreste bor i New York, havde vi købt netop denne slags øl, så jeg kunne vinde en tur over til hende. For selvom flybilletter er usædvanligt billige for tiden, er det som arbejdsløs noget uoverskueligt at skrabe stakater nok sammen til en sådan. Af konkurrencens regler fremgik det, at man kunne deltage tre gange pr. person pr. dag, og på den måde øge sine chancer betydeligt. Det har været et lidt trivielt tastearbejde, men jeg overbeviste mig selv om, at det kunne være en god investering, så jeg deltog i konkurrencen for både min far og jeg hver dag frem til konkurrencen sluttede her 31. marts.
Der var selvfølgelig kun en enkelt tur til New York på højkant, og så en masse bras fra Tuborg som sekundære præmier. Jeg følte mig helt overbevist om, at det store antal lodder vi måtte have i trækningen ville medføre en gevinst, men jeg var mindst lige så sikker på, at det ville blive noget ubrugeligt. I hvert fald ikke rejsen.
I går kom min far så og viste mig en mail, hvori der stod: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." Sådan! Biografbilletter er altid brugbare, og især når man er arbejdsløs, er gratis underholdning guld værd.
Jeg tjekkede herefter min egen e-mail og fandt en mail fuldstændigt magen til: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk.". Sådan! Så var der 2 x 2 billetter hjemme.
Det var en stor opmuntring midt i den nedslående jobsøgning, men alligevel også ærgerligt, at det ikke blev til 1. præmien.
I dag kom min far så med en ny mail fra Tuborg: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet en Jazzet Classic taske i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." (Det var så det bras, jeg snakkede om tidligere.) Hvorefter jeg tjekker mig egen mail, og finder en absolut identisk mail i indbakken. Så nu har vi også vundet to Tuborg-tasker.
Hvad i alverden er det, der foregår?
Jeg har fødselsdag i morgen, så nu satser jeg på, at præmietrækningen i morgen afsluttes med førstepræmien til mig! Indtil da kan man jo fundere lidt over, hvordan en jazzet taske mon ser ud.
Der var selvfølgelig kun en enkelt tur til New York på højkant, og så en masse bras fra Tuborg som sekundære præmier. Jeg følte mig helt overbevist om, at det store antal lodder vi måtte have i trækningen ville medføre en gevinst, men jeg var mindst lige så sikker på, at det ville blive noget ubrugeligt. I hvert fald ikke rejsen.
I går kom min far så og viste mig en mail, hvori der stod: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." Sådan! Biografbilletter er altid brugbare, og især når man er arbejdsløs, er gratis underholdning guld værd.
Jeg tjekkede herefter min egen e-mail og fandt en mail fuldstændigt magen til: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet 2 stk. biografbilletter i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk.". Sådan! Så var der 2 x 2 billetter hjemme.
Det var en stor opmuntring midt i den nedslående jobsøgning, men alligevel også ærgerligt, at det ikke blev til 1. præmien.
I dag kom min far så med en ny mail fra Tuborg: "[...] Det er en glæde at sende dig denne mail, som er en bekræftelse på at du har vundet en Jazzet Classic taske i Tuborg Classic konkurrencen på tuborg.dk." (Det var så det bras, jeg snakkede om tidligere.) Hvorefter jeg tjekker mig egen mail, og finder en absolut identisk mail i indbakken. Så nu har vi også vundet to Tuborg-tasker.
Hvad i alverden er det, der foregår?
Jeg har fødselsdag i morgen, så nu satser jeg på, at præmietrækningen i morgen afsluttes med førstepræmien til mig! Indtil da kan man jo fundere lidt over, hvordan en jazzet taske mon ser ud.
onsdag den 1. april 2009
Skægstubbenes skæbne
De efterhånden alt for lange hår, der for tiden gør mit ansigt usoigneret, skulle jo egentlig væk senest på fredag, hvor jeg regnede med at skulle til jobsamtale hos Dansk Flygtningehjælp. Men nej, ikke engang på min egen fødselsdag får jeg mulighed for at få et job. Jobsamtalen er nemlig blevet udskudt til næste uge på grund af sygdom. Således får mine skægstubbe også lov at overleve lidt endnu. Jeg er begyndt virkelig at føle mig som en arbejdsløs.
I et af mine første indlæg på denne blog forsøgte jeg at skrive mig ud af muligheden for et job i Rema1000, og jeg har lykkeligt glemt alt om mareridtet lige siden. Men efter 18 jobansøgninger, hvoraf mindre end halvdelen er blevet besvaret, og hvoraf ingen har givet noget konkret resultat endnu, er skrækscenariet begyndt at dukke op igen. Nu er det også blevet genoplivet af min ligeledes arbejdsløse ven, der, udover at have søgt job i noget så nedrigt som Shell, er blevet indkaldt til jobsamtale i Netto. Det ville være en falliterklæring for mig at blive ansat i Rema1000, men der begynder snart at tegne sig et valg for mig mellem pest og kolera. Skal det være æren eller økonomien, der går fallit? Lige nu er skægstubbene de eneste vindere, og det er der sgu' ikke meget ved.
I et af mine første indlæg på denne blog forsøgte jeg at skrive mig ud af muligheden for et job i Rema1000, og jeg har lykkeligt glemt alt om mareridtet lige siden. Men efter 18 jobansøgninger, hvoraf mindre end halvdelen er blevet besvaret, og hvoraf ingen har givet noget konkret resultat endnu, er skrækscenariet begyndt at dukke op igen. Nu er det også blevet genoplivet af min ligeledes arbejdsløse ven, der, udover at have søgt job i noget så nedrigt som Shell, er blevet indkaldt til jobsamtale i Netto. Det ville være en falliterklæring for mig at blive ansat i Rema1000, men der begynder snart at tegne sig et valg for mig mellem pest og kolera. Skal det være æren eller økonomien, der går fallit? Lige nu er skægstubbene de eneste vindere, og det er der sgu' ikke meget ved.
Abonner på:
Opslag (Atom)